Bag Salon Eco

Jeg hedder Lærke Kloster og er 36 år. Jeg er opvokset i Sydthy og uddannet frisør. Men inden frisørbranchen kaldte, har jeg været langt omkring.

På kunstskole i Firenze udlevede jeg min passion og interesse for kunst og kreativitet. Og herefter blev jeg uddannet billedkunstlærer på seminarium for håndværk og design i Nørresundby. Jeg har også arbejdet to et halvt år i restaurationsbranchen på de store passagerfærger til Norge.

I 2007 blev min søn født, og efter endt barsel var det en kombination af kreativitet og servicefaget, der trak. Valget faldt på frisøruddannelsen og jeg flyttede tilbage til min hjemegn og gik i lære og blev uddannet frisør fra Salon Mr. og Mrs. i Thisted.
Da muligheden for at blive selvstændig frisør viste sig i efteråret 2013 greb jeg chancen, og Salon Eco blev en realitet.